Ferieoplevelse
Af: "Rosalina"
Som afslutning på en dejlig sejlerferie på Rügen, sluttede vi af i Barhöft sammen med ”Laban” og ”Svebit”. Barhöft er en lille hyggelig havn, der ligger i et naturområde ved vestlige udsejling fra Stralsund.
Tilfældigvis viste det sig, at der var landsdækkende SAR-dag. SAR er den tyske søredningstjeneste svarende til det vi kender fra SOK. SAR er imidlertid en privat organisation, og man kan bl.a. se indsamlingsbøsser – udformet som redningsbåd – i mange butikker.
På SAR-dagen, som vi oplevede den, blev der samlet penge ind ved salg af ærtesuppe, pølser, kage og kaffe samt div. souvenir. Desuden blev der solgt lodseddeler, hvor de heldige vindere kunne få en tur med den store SAR- redningskutter.
Det viser sig, at Leif er en del af besætningen på hjemmeværnskutteren i Køge, og denne kutter er en del af SOK, så Leif præsenterede sig for den tyske besætning som kollega, så inden vi fik set os om, var vi alle inviteret med som speziell gäste på SAR-båden.
Efter en rundvisning på det meget velholdte skib, gik det ud af sejlrenden med 25 knob, så der bliver flyttet noget vand, som billedet også viser. Det var en noget anden fart vi sejlede ud af den samme rende med dagen efter (3-4 knob).
Dagen sluttede med demonstration af sikkerhedsudstyr samt underholdning ved det lokale mandssangkor iklædt sømandsdress.
Det viste sig efterfølgende, at SAR-afdelingen i Barhöft har et samarbejde med hjemmeværnskutteren i Køge, og besætningen har her i september været på besøg i Køge, hvor Leif og Solvejg har hygget sig med dem. Kontaktpersonen i Køge er for øvrigt en kending for nogle af os i SR, nemlig vores lærer i DSC-VHF, Hans- Jørgen Brehmer, i Barhöft kendt under navnet ”kartoffelkanonen”, men det er en anden historie.